Grundal.dk
Forside > Vores ferie i Florida > Dagbog

Dagbog

Torsdag 20/12

 

Op kl 04.00, Kim kommer og henter os kl 05.00.  Det er godt nok tidligt at skulle op. Turen i Lufthavnen gik fint vi er der kl 05.40. Andre end os har fået samme ide, vi står i kø i 40 min før check-in.

 

Til gengæld har vi chekket ind til alle 3 fly vi skal med. Security går fint hurtigt, så vi slår ventetiden ihjel med at spise morgenmad i lufthavnen.  Derefter ud til flyveren. Pga tåge i Amsterdam kommer vi ca 25 min for sent fra København. Til gengæld flyver de hurtigt så vi er i Amsterdam næsten til tiden.

 

Schipol lufthavnen er meget stor, og der er masser at se på. Her kunne man sagtens slå et par timer ihjel hvis det en gang bliver aktuelt. Bla er der en sangerinde der er udklædt som et 5 meter højt juletræ. Vi spiser lidt let frokost, da vi jo ikke ved noget om hvad vi får af forplejning undervejs til Washington. Efter en lang gåtur kommer vi ud til gaten hvor vi skal igennem endnu et security check. Her blev vi udspurgt temmelig meget om hvad vi havde med i vores bagage, og om vi havde noget med som vi ikke selv havde pakket. Vi sagde så at det eneste vi ikke selv havde pakket var julegaverne, men at vi ellers havde haft kufferterne under opsyn fra de blev pakket og til de blev afleveret i Kastrup. Det stillede han sig så tilfreds med.  

 

 

Vi kom ud i flyveren en United Airlines Boeing 777. Unægtelig noget andet end SAS’ MD 81’er som vi fløj med fra København.  Flyturen gik fint der var servering af mad både efter afgang fra Amsterdam og en times tid inden ankomst til Dulles. Der var fjernsyn i sæderne foran så drengene brugte en del tid på at se Ratatouille. Der var 8 kanaler med forskellige film, samt ca 20 radiokanaler. Desuden var der en kanal hvor vi kunne følge med på et kort hvor langt vi var kommet. Efter maden prøver jeg at få en lur, det lykkedes ikke rigtigt….

 

Til gengæld fik begge drenge en fin lur i flyveren. Den hollænder jeg sad ved siden af syntes de havde opført sig fint. Det havde de også…

 

Vi landede i Washington 14.35 lokal tid. Derefter igennem immigrations behandling. Bortset fra at vi skulle stå i kø noget tid gik det smertefrit. Med alle de vandrehistorier om nidkære amerikanske immigrationsofficials var man da lidt nervøs for om alle papirer nu var i orden. Papirerne blev udleveret og udfyldt i flyveren. Noget af det vi bla skrev under på var at vi ikke havde været med i nogle aktiviteter til fordel for Tysklands Naziparti i perioden 1933 – 1945…

 

En time efter ankomst var alle formaliteter overstået så nu kunne vi bare vente på at kokken bliver 19.40. Nu kan vi alle godt mærke at vi var tidligt oppe og klokken er ved at være normal sengetid for drengene. De er trætte, og så er der ikke en skid at kigge på. Dulles airport er røvkedelig at vente på flyvere i. Vi fandt dog et sted at købe noget mad for at få tiden til at gå. Burgerne vi fik var rimelige men vi fik kun en plastickniv at spise dem med. Da vi bad om det fik vi dog en gaffel. Gad nok vide hvordan amerikanerne spiser en burger kun med kniv. Refill af cola tror jeg derimod godt jeg kan vænne mig til…

 

Da vi havde spist gik vi ned til gaten vores fly skulle flyve fra. Der var masser af ledige pladser så vi satte os ned og så CNN. Efter nogen tid faldt Tobias i søvn. Marcus fik noget af tiden til at gå med at kigge efter vores og andre fly. Endelig kom vores fly så vi fik vækket Tobias og gik ind i flyet. Marcus og jeg faldt i søvn inden vi var lettet. Da var klokken også blevet halv to dansk tid.

 

Vi vågnede lidt før ankomst til Orlando og kunne se indflyvningen til Orlando intl airport. Efter landingen skulle vi med et lille tog til hovedterminalen for at hente vores kufferter. Derefter ned og finde Hertz’ kontor. Det viste sig så at Hertz har ikke noget kontor i lufthavnen, men der kørte en shuttlebus over til deres kontor. Der fik vi bestilt en GPS til bilen, som hos Hertz hedder Neverlost. Vi fik derefter at vide at vi ville blive opgraderet ganske gratis. Vi havde bestil en Fullsize bil, som jo er en pæn stor bil, men fik i stedet for en Premium Size. Det er en stor Toyota Avalon. Det er den fedeste bil jeg nogen sinde har kørt. 3,5 liters V6 motor med 268 HK, alt i elektronik samt lyst læderindtræk. Det bliver lidt svært at komme hjem til Mazda’en om 2 uger. I USA koster den her bil omregnet ca 175.000 kr. I Danmark ville den nok koste i nærheden af en million…

 

 

GPS’en viste os den rigtige vej til hotellet, så vi fik hurtigt checket ind og op på værelset. Værelset er fint stort med to Kingsize senge. Vi var nu så trætte så det var bare med at komme i seng så vi faldt hurtigt i søvn.

 

Fredag  21/12

 

Vi vågner tidligt på trods af den lange rejse. Vores kroppe kører tilsyneladende stadig efter dansk tid. Efter udpakning går vi ned ad International Drive for at finde et sted at spise morgenmad. Vi får anbefalet Pondarosas Steakhouse. Morgenmadsbuffet med alt til 3,99 $. Vi spiser alle sammen for ca 100,- kr.

 

Derefter over til Hertz for at få en selepude til Tobias. Det er ikke noget krav i Florida når bare man er over 4 år, men han kan bedre se ud når han sidder lidt højere. De var flinke, vi fik sædet gratis.

 

Pia havde fået at vide at der var et sted i nærheden af Disneyworld hvor man kunne købe billetter billigt man vi kan ikke finde det. Vi kører derfor i Downtown Disney. Her ligger verdens største Disney Store. Den er bare stor..

 

 

Der er også en LEGO forretninng som har alt i Lego. Priserne er for nogles vedkommende under det halve af hvad det koster i Danmark. Udover den helt store Disneyforretning er der også flere mere specialiserede Disneyforretninger bla en som sælger sportsmerchandise.

 

Desuden er der også nogle restauranter bla en Planet Hollywood. Hele Downtown Disney ligger flot ned til en sø. Herfra kan man så sejle med vandbusser til nogle af Disneyhotellerne.

 

Fra Downtown Disney kørte vi mod Downtown Orlando for at finde et supermarked. Vi fandt et som var på størrelse med en dansk Kvickly eller Føtex, den havde bare kun fødevarer.

 

Derefter hjem og få en lur. I går var en meget lang dag, det kan vi stadig mærke. Efter at vi sov gik vi ned for at finde noget aftensmad. Bøfferne var gode. Derefter hjem til hotellet, drengene var rigtig trætte, vi har stadig jetlag.

 

Lørdag 22/12

 

Vi vågner alle tidligt, vi er endnu ikke omstillet til Floridatid. Atter ned til Pondarosa for at spise morgenmad. Efter morgenmaden kørte vi til Prime outlet Orlando. Her ligger der den ene outlet forretning efter den anden . Vi købte 4 par Vans til 110 $. For den pris kan vi ikke engang få 2 par i Danmark.

 

 

Fra outlet’et kørte vi til Florida Mall, som er central Floridas største indkøbscenter. Det er kæmpestort. Udover 6 stormagasiner a’la Magasin er der 275 forretninger. Det er ved at være tæt på jul så der var rigtig mange mennesker ude at juleshoppe. Vi købte et lille smart videokamera og drengene købte noget tøj til deres bamser i Build a Bear forretningen.

 

Aftensmaden fik vi på Pondarosa. Deres aftensmad er lige så god som morgenmaden. På vej hjem købte vi billetter til Disney og Sea World med 80$ rabat. Vi skal bare på en 35 minutters rundvisning i et Time-share projekt i morgen. Så nu er vi klar til at tage i Disneyland.

 

Søndag 23/12

 

D-dag for Disney. Op og af sted, vi skal bare lige have overstået den der 35 minutters præsentation af det der Time-share projekt. De der 35 minutter blev i stedet til ca 90 minutter. Efter en lang præsentation af hvad time-share er for noget, og hvad det er for et fint firma og fint projekt de er i gang med fik vi endelig lov til at se lejlighederne. Lejligheden var fin nok der var 2 soveværelser med hver sit badeværelse, det ene med Jacuzzi, samt en kombineret køkken/stue. Men der var ingen altan, det ville ellers være rart.

 

Da vi så kom ned igen fik vi at vide at sådan en lejlighed en uge om året koster 25.000 $. Hvis vi lægger 5.000 $ i udbetaling kunne vi afdrage resten med 530 $ om måneden i 5 år til en rente på 17,99%. Da jeg så bad om nogle papirer og prospekter jeg kunne tage med hjem til min danske bank for at få et bedre finansieringstilbud blev det straks lidt sværere. Der bliver pisket en stemning op af at nu skal man bare købe. Hver gang der blev solgt en time-share blev købernes navne råbt op og alle klappede. Så for at få mig til at skrive under fik jeg et tilbud om at købe en time-share for 19.000 $. Jeg fik også 3 mdrs kredit til 0% i rente så jeg kunne undersøge en bedre finansiering i Danmark. Men skrive under ville jeg ikke. Det blev de meget lidt begejstrede for, men de ville alligevel ikke udlevere noget materiale. Måske var de alligevel ikke så fine i kanten…

 

Da de opgav os smuttede vi ned for at få de rabatbilletter vi egentlig var kommet for og så kørte vi i Magic Kingdom. Det er store forhold, der var en motorvej med mindst 6 spor direkte til indgangen.

 

 

Parkeringspladsen er kæmpestor og opdelt i flere afsnit. Vi holdt i det afsnit der hedder Donald Duck. Derfra med et langt tivolitog til billet og transportcenteret. Herfra er der så 2 måder at komme i Magic Kingdom, enten kan man sejle eller tage en monorail. Vi enedes om at tage monorail’en derud og sejle hjem i aften.

  

 

Magic Kingdom er en oplevelse der er svær at beskrive det skal opleves. Parken er opdelt i flere områder med hver sit tema, som fx Frontierland som er ude i det vilde vesten, Liberty Square som omhandler amerikanernes uafhængighedskamp fra England og Frankrig. Der er også et tomorrowland som har fremtiden som tema. Da det jo er juletid er der flot julepyntet. Især slottet og det område der kaldes Main Street USA var flot julepyntet. Vi kunne se at der lå net med mange tusinde pærer hen over slottet, så det glædede vi os til at se når det blev mørkt.

 

 

Vi startede med at tage toget til Mickey’s Toontown Fair, hvor man kan se Mickeys og Minnies huse. Der kørte vi også i en børnerutschebane. Videre gik vi til Tomorrowland hvor vi kørte med Tomorrowland Transit Authority som er en bane der i forholdsvis adstadigt tempo kører rundt i første sals højde gennem hele Tommorrowland. Drengene var så glade for turen så vi tog en tur til med det samme. Der var ingen ventetid for at køre med den. Pia havde dog fået nok efter første tur så hun blev på jorden da vi andre tog endnu en tur.

 

Space Mountain var vi også forbi, men ventetiden var over en time, så vi fik en Fast Pass tid mellem 17.30 og 18.30.

 

 

Derfra gik vi over i Main Street USA som skal ligne en hovedgade i en fiktiv amerikansk by for ca 100 år siden. Her blev Marcus og Tobias fotograferet sammen med Pinochio og Jesper Fårekylling. Vi var også i nogle af forretningerne og kigge, og fik også lige købt nogle af de sidste julegaver. Efter en is var det ved at være tid til den første af dagens parader, Mickeys once upon af Christmastime Parade, så vi stillede os op og fik en fin plads på første parket. Den parade er bare så flot og gennemført. Der er over 100 medvirkende, flotte vogne med Disneyfigurer og dansere imellem vognene. Paraden tog 25 min om at passere forbi og hele tiden var der noget at kigge på.

 

 

 

 

 

Derfra i Frontierland hvor der stod til at være 20 min ventetid til Big Thunder Mountain Railroad som er en meget flot lavet rutschebane. Ventetiden viste sig at være 45 min og efter 15 min skulle Tobias tisse selv om han havde været på WC lige inden vi stillede os i køen. Vi blev enige om at det bare var fordi at han var spændt på turen i rutschebanen så han kunne godt vente til vi havde kørt turen. Turen var ventetiden værd. Det gik i et hæsblæsende tempo rundt op og ned. Tobias kunne også godt lide turen selvom han var lidt bange i tunnelsektionerne. Derefter gik vi direkte over til Space Mountain da der efterhånden kun var 20 minutter tilbage af vores Fast Pass tid.

 

Space Mountain er en indendørs rutschebane som skal forestille en rumrejse. Man bliver affyret fra rumhavnen og kører så op ned og rundt med høj fart i mørke. Der er kun nogle stjerner som lyser oppe i taget. Netop det at det er mørkt er en stor del af oplevelsen, man kan ikke se hvad der venter forude før man er enten på vej op, ned eller rundt. Den kan helt klart anbefales.

 

Da vi havde fået noget mad gik vi over i Toontowns Hall of Fame telt hvor det er muligt at blive fotograferet sammen med  nogle af Disneyfigurerne. Ventetiden var på 45 minutter så Marcus og jeg smuttede i Splash Mountain, da vi havde nogle Fast Pass biletter som snart udløb. Splash Mountain er den længste vandrutshebane jeg har prøvet. Det er som alt andet i parken særdeles gennemført. Men man bliver våd…

 

I mellemtiden blev Tobias fotograferet sammen med Pluto, Minnie og Fedtmule.

 

 

 

 

Vi samledes igen i Toontown lige i tide til at se fyrværkeriet. Det var det flotteste fyrværkeri jeg nogensinde har set og det blev bare ved med at blive flottere og flottere. Vi bevægede os derefter over til pladsen foran eventyrslottet for at få nogle billeder af slottet og stå godt til SpectroMagic paraden. Det var bare en flot parade. Der var nogle flotte vogne igen men denne gang var de forsynet tusindvis af pærer, selv de kostumer der blev brugt havde pærer. Nu ved jeg hvor Coca-cola har fået inspirationen til Julekaravanen.    

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klokken var efterhånden blevet halv elleve så vi besluttede os derefter at bevæge os ud og over til bilen. Vi havde alle flade fødder efter en dag hvor vi bare havde gået og stået. Da vi kom hjem var det bare på hovedet i seng. Heldigvis liggger vores hotel kun ca 20 minutters kørsel fra Disney World.

 

Mandag 24/12 Juleaftensdag

 

Så er det blevet juleaftensdag. Efter morgenmaden hos Ponderosa kørte vi først til et loppemarked men det var ikke rigtigt noget så vi fortsatte til Florida Mall. Her fik vi brugt nogle penge på tøj og sko. Desuden købte vi en kamerataske og drengene nogle Game-Boy spil    

 

Vi havde fundet en adresse på en forhandler af Fly BMX udstyr så vi prøvede at køre derud i udkanten af Orlando. Det viste sig at det var et privat hus, så det var der ikke meget forretning over.

 

 

Vi vendte tilbage til hotellet for lige at få en slapper inden vi kørte til Universal Studio Citywalk. Her osede vi lidt i nogle af forretningerne inden vi gik på Hard Rock Cafe for at spise aftensmad. Orlando har verdens største Hard Rock Cafe. Den er i 2 etager og interiøret omfattede bla en lyserød cadillac som roterede rundt over baren i stueetagen. Overalt på væggene hænger der genstande fra rockhistorien. Det er en af de mere specielle juleaftener vi har haft. Til lyden af rockmusik sad vi så og spiste Nachos og Hard Rock Cafe’s berømte burgere i selskab med et af James Browns gamle jakkesæt. Nu kan det vist ikke blive mere amerikansk…

 

 

 

 

Godt mætte kørte vi tilbage til hotellet hvor drengene lige købte julegaver til os inde i en gaveforretning over for hotellet. Derefter op på værelset, det er snart sengetid. I morgen tidlig skal vi på god amerikansk maner have julegaver J

                                                                                          

Tirsdag 25/12 Juledag

 

Endelig var det blevet vores tid til at få julegaver, ca 18 timer senere end hvis vi var blevet hjemme i Køge. Det var kun de små julegaver vi havde taget med. Resten ligger derhjemme. Så er der noget at komme hjem til. Men med de gaver vi havde med, samt de gaver vi selv har købt blev det nu også en pæn bunke. Efter udpakningen blev vi enige om at køre en tur i SeaWorld, så morgenmaden blev til nogle bægre yoghurt vi havde i køleskabet.

 

Seaworld er en kæmpe park dedikeret til havets dyr. Der er mange flotte anlæg hvor man kan se dyrene i deres forholdsvis naturlige element. Det som Seaworld er mest kendt for er deres delfin og spækhuggershows. Vi var både inde og se delfinshowet Blue Horizons samt spækhuggershowet Belive. Begge shows var utrolig flotte, det er utroligt hvad de kan dyrene til. En del af Blue Horizons var fx at der var fritflyvende papegøjer. Da de havde fløjet de par omgange de skal stod der nogle dyrepassere på tribunen med en strakt arm og så fløj de hen og landede på armen. Desuden lavede delfinerne de mest utrolige ting så som at skubbe domptørerne rundt i vandet, eller have dem ridende på ryggen.

 

 

Begge shows er utrolig flot lavet med musik der passer til hvad dyrene laver. Især spækhuggershowet Belive var utroligt følelsesladet. Historien handler om at forfølge sine drømme og kæmpe for at nå dem. Da en pige på ca 10 år blev kaldt op og fik en kopi af et halssmykke som spiller en gennemgående rolle i forestillingen var der ikke et øje tørt.

 

 

Dem der sad på de nederste 10-15 rækker var heller ikke særligt tørre. Man bliver advaret om at man bliver våde hvis man sidder der, og det bliver man så. Bla er spækhuggerne dresseret til at sprøjte vand på de nederste rækker. Så skal du ind og se det – hold dig fra de 10-15 nederste rækker hvis du ikke vil være våd…

 

Marcus og Tobias kunne dog bedst lide delfinshower, delfinerne er heller ikke så voldsomme, selv om de også sprøjter på de nederste rækker.

 

Efter spækhuggershowet havde Tobias fået nok og ville bare hjem til hotellet og lege med sine julegaver. Det er der vel ikke noget at sige til, der har været mange nye indtryk de sidste dage, så Pia og Tobias tog en taxa hjem, pris 13 dollar.

 

Marcus og jeg blev i Seaworld, der var lige en vandrutschebane som skulle prøves. Desuden var der et specielt spækhugger juleshow kl 18.00 som vi ville se. Da vi kl 17.30 var på ved mod Shamu Stadium hvor spækhugger showene finder sted blev der meldt ud at stadion allerede var fyldt. Vi var ikke de eneste som kørte skuffede hjem derfra…

 

Aftensmaden havde vi bestilt på hotellets restaurant hvor der var lagt op til den helt store amerikanske julemiddag med Turkey, honningmarineret skinke, kartoffelmos mv.  Det smagte udmærket, men vi foretrækker nu at spise på Pondarosa.

 

Efter aftensmaden gik vi en tur ad International Drive, inden vi vendte hjem for at gå i seng.

 

Onsdag 26/12

 

Atter en gang på Pondarosa for at spise morgenmad. Efter morgenmaden kørte vi ad motorvejen til Cocoa Beach som ligger ved Atlanterhavet, lige syd for Kennedy Space Center. Det var svært at finde en parkeringsplads, men vi fandt da en. Nede fra stranden kunne vi i det fjerne se affyringsramperne. Det var overskyet men ca 22 grader. Vandet var koldt og indbød ikke til en dukkert, vi havde ellers taget badetøj med.

 

Vi blev enige om at køre ad landevejen hjem for at se noget andet end på udturen. I Titusville fandt vi en Wal-Mart, den lokale Bilka. Det blev en dyr omgang, men hvem kan stå for Levi’s eller Wrangler cowboybukser til 15 (Børnestr)-17 Voksenstr) $ ca 90 kr Vi endte med at købe 10 par cowboybukser plus nogle T.shirts. Alt dette fik vi til  prisen af 3 Par bukser i Danmark.

 

Da vi nåede international Drive kørte vi en til en pizzarestauratnt og købte 2 stk 15”  pizzaer ud af huset.  Vi spiste dem oppe på værelset, de var gode. Efter maden pakkede vi kufferterne. I morgen skal vi til Miami.

 

 

 

Torsdag 27/12

 

Op klokken halv otte, for at gå i bad og pakke det sidste inden vi kører til Miami. Morgenmaden klarer vi på værelset, noget yoghurt og nogle appelsiner. Hvis vi bliver sultne undervejs er det ikke noget problem at finde et spisested. Da vi chekkede ud fik vi også lige bestilt at vi på søndag når vi vender tilbage til Holiday Inn i Orlando gerne ville have et værelse højt oppe så vi rigtigt kan nyde udsigten over byen. Vi må se på søndag hvilket værelse vi får.

 

For at se noget mere undervejs tog vi kun Interstate 4 til vi var syd for Disneyworld. Der drejede vi ad Highway 27 mod Miami. Det er ganske vist en omvej, men vi regnede med at se noget mere af Florida ved at tage Highway’en frem for motorvejen. Det første stykke kørte vi imellem appelsinplantagerne på en 6-sporet vej, senere blev den 4-sporet. Ganske godt når nu det kun var en almindelig hovedvej. Der var ikke på noget tidspunkt under 4 spor, hele vejen til Miami. Der var rigtig mange appelsinplantager den første halvdel af vejen. Trafikken var gled fint, selvom der var pænt mange biler på vejen.

 

 

Hastighedsgrænsen udenfor byerne var 65 miles, i byerne 55 eller 45 miles. I Lake Placid syd for Sebring kørte vi ind til en Wendy’s og spiste burgere. Det er en amerikansk fast-food kæde som reklamerer med at lave ”Old Fashioned Hamburgers”. De var gode..

 

Da vi efter frokost havde kørt fandt vi en bod som solgte friskpresset appelsinjuice. Med appelsintræer på begge sider af vejen skulle der være let adgang til friske råvarer, og det kunne smages.

 

 

Vi fortsatte videre ad Highway 27 mod syd. Undervejs var vi virkelig langt ude på landet, men kørte ind imellem gennem småbyer, hvoraf nogle nærmest mest mindede om Kølerkildekøbing med en eller flere tankstaioner og nogle spisesteder, og det var så den by. Undervejs så vi også mange trailerparker. Her bor folk så hele året i deres campingvogne. Campingvognene er store og vejret er jo til det, så det er en billig måde at bo på. Undervejs så vi også nogle arbejdere fra det lokale fængsel være ude og feje vejen. Det er dog ikke Chaingangs hvor de er lænket sammen, og fængselsbetjenten stod ikke med en skudklar riffel.

 

 

Efter en tur i et landskab der var lige så fladt som det vestlige Sønderjylland kom vi så til Miami. Ind og checke ind på hotellet og så ud at se lidt på omgivelserne. Vores hotel ligger lige ved motorvejen så det er nemt at komme til og fra.

 

Vi fandt en cykelforretning i nærheden af hotellet men de havde ikke noget BMX-udstyr. Til gengæld havde de en forretning mere, og den havde BMX-udstyr. Vi fik en adresse og pakkede så bilen for at køre til Downtown Miami. Det er tydeligt at mærke at Miami er noget større end Orlando. GPS’en ledte os ud på en 12-sporet motorvej, og vi fik besked på at vi skulle holde til venstre  ved næste udfletning, så i en mægtig fart blev 5 spor på motorvejen krydset. Vi fandt forretningen men de havde alligevel ikke noget BMX-udstyr. Så fortsatte vi bare derudaf, indtil vi fandt en sportsforretning i et butikscenter lige ved Dade station på Metro’en. Parkeringshuset var kæmpestort og i 6 etager, forretningerne lå så i den ene ende. Den sportsforretning vi kom ind i er på størrelse med en Bilka. Men de havde ikke noget BMX-udstyr. BMX-sporten er tilsyneladende ikke så stor i USA som vi troede.

 

På vej hjem til hotellet kørte vi lige inden om Denny’s Diner. En diner som vi har set den i massevis af film med en bardisk hvor man kan sidde, og nogle 4-mands båse. Her serverede de rigtig god mad, så vi kommer nok forbi Denny’s Diner igen. Det er en kæde af restauranter som vi har set en del af den første uge herovre.

 

Da vi kom hjem stod den på ren afslapning, i morgen skal vi køre langt igen. Vi skal nemlig til Key West.

 

Fredag 28/12

 

Op og af sted, i dag skal vi til Key West. Key West ligger for enden af øgruppen Florida Keys, syd for Miami. Fra Miami er der ca 150 miles (240 km). Det første stykke til Key Largo som er den nordligste af øerne er der er der ikke så meget ved, men turen fra ø til ø var utrolig smuk.

 

 

Vi stoppede på en rasteplads et stykke dernede af for at tage nogle billeder. Vandet var smukt blå og øerne fint grønne – lige til en Bounty-reklame.

 

 

Vejen til Key West kaldes Overseas Highway og består af en række broer. Den mest kendte er 7 Mile Bridge, som er blevet sprunget helt eller delvist i stykker i flere Hollywoodfilm. Vi kan nu ved selvsyn konstatere at broen stadig er der – og den er hel…

 

Vi parkerer i et parkeringshus nede ved havnen og arbejder os så ned ad hovedgaden Duvall St. Da vi nåede enden gik vi over til det sydligste punkt i USA. Her er der lavet et mindesmærke som vi fik fotograferet drengene ved. Det er meget populært at blive fotograferet op ad dette mærke, men vi syntes nu at det var lidt opreklameret, i forhold til hvad det var.

 

 

 

Key West er en rigtig party-ø. Der var masser af barer og restauranter så det kunne være skægt en gang at have nogle overnatninger i Key West – uden børn.

 

Derefter ned til Mallory Suare for at se den berømte solnedgang, Vi er heldige, vi får pladser på første parket. Der sker en masse nede ved Mallory Sq hver aften, bla er der gademusikanter og nogle boder hvor man kan købe bøger eller malerier. Vi var desværre lidt uheldige, solen gik ned bag nogle skyer ude i horisonten.

 

 

Efter solnedgangen bevægede vi os tilbage til parkeringshuset, der var ca 3 timers kørsel tilbage til Miami. Der var tæt trafik ud af Key West men trafikken gled pænt, så vi var tilbage i Miami kl 22.00.

 

Turen ned over Florida Keys havde været utrolig flot, men hjemturen i mørket var den dimentrale modsætning. Pga mørket kunne man ikke se noget andet end vejen. Vi var dog heldige at vi var hernede ved juletid, så vi kunne dog se de steder hvor der var pyntet op til jul med lys. Nogle steder var det lige til ”Fars fede juleferie”, men det gav dog noget lys på en ellers temmelig lang og mørk landevej.

 

Lørdag 29/12

 

Op og af sted lige efter morgenmaden. Vi kørte til Everglades, nu skal vi prøve at sejle i en airboat. Inden vi afsejler får vi lige besked på at det er altså rigtige alligatorer vi får at se, så man skal ikke stikke hånden ned mod den. Så ser man sikkert ikke sin hånd mere. Som vores guide siger: ”This is not Disneyland”

 

Vi sejler af sted, larmen fra motoren er meget høj, så vi har alle fået udleveret vatkugler til at putte i ørerne. Det er en lidt speciel fornemmelse sådan at sejle hen over græs og åkander. Undervejs stoppes båden, når der er et interessant dyr eller nogle interessante planter som er typiske for Everglades. Vi får bla at vide at Everglades er slet ikke en sump som de fleste nok tror, men derimod en flod som afvander den store sø Lake Okeechobee. En meget bred flod med lavt vand og meget bevoksning, men dog en flod hvor vandet løber 1 mile om dagen. Everglades betyder faktisk ”River of Grass”.

 

 

Vi ser mange flotte fugle, nogle skildpadder og selvfølgelig også nogle alligatorer. Den ene var så tæt på at vi sejlede op og ned ad den. Den er tilsyneladende så vant til airbådene så den er ligeglad med at vi sejler lige ved siden ad.

 

 

Efter en lille times sejlads er det slut, så vi vender næsen tilbage mod Miami. Vi kører gennem Little Havanna og Downtown mod Miami Beach. Little Havana er helt klart meget Cubansk, men man er dog ikke i tvivl om det stadig er i USA man befinder sig.

 

Downtown Miami er en imponerende oplevelse. Den ene skyskraber efter den anden skyder i vejret, og der var gang i byggeriet af nogle nye skyskrabere. Nogle af husene var på over 50 etager. Imponerende når man kommer fra en by med max 4-5 etager.

 

Fra Downtown kørte vi ad Mac Arthur Causeway til South Beach. På vejen ser vi nogle af de krydstogtskibe som har gjort Miami til verdens største krydstogtsdestination. Nu skal vi cruise ned ad Ocean Drive. Vejret er fint med ca 30 grader og solskin, så vi cruiser ned ad Ocean Drive med nedrullede vinduer, soltaget åbent og den lokale radiostation Love 94 i radioen. Der er mange fede biler nede i den fashionable ende, vi ser bla en Lamborghini, en limousine, nogle Ferrarier og en enkelt Rolls-Royce.

 

 

Da vi har cruiset et langt stykke kører vi tilbage til Miami ad JFK Causeway for at købe noget BMX-tøj.

 

Vi havde fundet en adresse på internettet på en forretning i Miami som skulle sælge BMX-udstyr. Heldigvis her vi GPS i bilen så vi lægger adressen ind og kører så derudaf. Miami har rigtig mange motorveje, mange af dem med både 8-10 og 12 spor. Uden GPS’en havde jeg aldrig fundet igennem det motorvejssystem uden omveje. Mange gange føler man nærmest at man kører fra den ene store motorvejsudfletning til den anden, de ligger tæt og er nogle gange så store at der er 3-4 veje man kan køre ud på. Dertil skal så også lægges at der er rigtig mange biler, men at færdselskulturen i USA er sådan at man giver plads til hinanden, så det er ikke noget problem at komme i den rigtige bane ved udfletningerne. Det bliver aldrig det samme at køre på Køge Bugt motorvejen igen…

 

Vi finder ved GPS’ens hjælp forretningen som ligger i Southland Mall et typisk amerikansk indkøbscenter i sydenden af Miami. Her får vi så købt noget BMX-tøj og en hjelm til Marcus. De havde ikke noget i en størrelse der passede Tobias eller mig, så vi kører hjem til hotellet og når lige en tur i poolen inden vi spiste aftensmad i Denny’s Diner.

 

Søndag 30/12

 

Efter morgenmaden pakkede vi det sidste og kørte fra Miami.

 

 

Vi kørte den direkte vej til Orlando ad betalingsmotovejen ”Florida’s Turnpike”. Det er en rigtig motorvej. Nogle steder var der op til 52 miles (83 km) mellem afkørslerne. Undervejs kører vi ind på en rasteplads. Uden for selve bygningen med cafeteria, toiletter mv solgte nogle friskplukkede appelsiner. De smagte rigtig godt, så vi købte et net med ca 5 kg, samt en bakke jordbær som smagte som friske jordbær bare skal smage.

 

Vi ankom til Hotel Holiday Inn ca 15.50. Vi kan normalt kun komme ind på værelset kl 16.00, men pga at hotellet havde været fuldt natten før havde de ikke fået gjort vores værelse rent endnu. Til gengæld lovede de at vi som ønsket havde fået et værelse med en flot udsigt. Vi smed nogle kufferter af i receptionen og kørte så i Florida Mall. Jeg skulle lige ned og købe et ekstra batteri til videokameraet. Forretningen havde ikke fået batteriet hjem endnu, men vi fik i stedet for ordnet nogle indkøb, og var bla lige en en tur mere i M&M’s world. Derefter kørte vi til Wal-Mart for at få printet nogle af de billeder ud vi har taget på turen.

 

Da vi kom tilbage til hotellet var værelset færdig, og det havde været ventetiden værd. Vi har fået et værelse på 9. etage med en fin udsigt over International Drive og resten af Orlando.

 

Da vi havde pakket ud hentede Marcus og jeg nogle Pizza’er hos Pizza Hut.   

 

Mandag 31/12 Nytårsaftensdag

 

Så blev det nytårsaftensdag. Vi står op og gør os klar til at køre i Disneyland for at fejre nytår. Morgenmaden spiser vi på vejen  i Denny’s Diner. Da vi er kommet ind i Disneyworld kan vi se på skiltene at parkeringspladsen til Magic Kingdom er lukket fordi den er fuld. Vi kører derfor til parkeringspladsen ved Epcot. Derfra kan man tage monorail’en til Magic kingdom. Vi er ikke de eneste der prøver den vej ind i Magic Kingdom, da vi når frem til monorail’en får vi at vide at Magic Kingdom er helt lukket for flere da der er alle de gæster der er i dag. Nytårsaftensdag er traditionelt en af årets allertravleste dage.

 

Vi kører derfor bort med uforrettet sag og kører til Old Town i Kissimee, lige i nærheden. I Old Town købte Tobias et postkort han vil sende til børnehaven, jeg købte en T-shirt med en Chevy 55 på. Vi fandt også et fotostudie hvor man kan blive fotograferet i historisk rigtige kostumer i de rigtige omgivelser. Vi blev der for alle sammen klædt ud som gangstere fra Chicago. Billederne er gode så vi køber hele serien. Vi ligner en rigtig gangsterfamilie som vi står der i jakkesæt med skudklare maskinpistoler.

 

 

 

Fra Old Town kører vi hjem til hotellet  for lige at få en lur. Da det er ved at være tid til aftensmad går vi hen til Black Angus Steakhouse. Her får vi den bedste mad vi har fået på vores ferie i Florida. Bøfferne er møre som smør, og spareribs’ene er perfekte. Her kommer vi helt klart til at spise igen inden vi skal hjem til Danmark.

 

 

Efter bøfferne går vi en tur ned ad International Drive. Da vi finder en sportsbar går vi ind og får en tår at drikke. Her får vi nogle rigtig flotte drinks. For at få serveret alkohol skulle jeg vise ID på at jeg var over 21 år. Jeg valgte at tage det som en kompliment...

 

 

Derefter går vi tilbage til hotellet. Da vi nu bor oppe på 9.sal  regner vi med at have en flot udsigt udover Orlando. Men da klokken bliver 12 er der ikke nær så meget at se som vi troede. Vi kunne se et af fyrværkerierne fra en af Disney Parkerne. Det ser bare flot ud, men til gengæld bliver der ikke fyret noget fyrværkeri af i nærheden af hotellet i den retning vi kunne se. Det var en flad fornemmelse, især når vi nu havde sat næsen op efter at være i Magic Kingdom...

 

Tirsdag 1/1 Nytårsdag

 

Vi sover alle sammen til kl 9.00. Vi spiser morgen maden på Black Angus Steakhouse hvor vi også fik aftensmaden i går. Morgen maden er god, for første gang siden vi kom til USA kan vi få ganske almindeligt ristet toastbrød, ikke noget som er ristet i smør.

 

Dagen bærer præg af at vi har været længe af sted og snart skal hjem. Tobias har fået oplevelser nok for et stykke tid og vil egentlig helst bare være på hotelværelset og lege. Vi er alle sammen lidt sløve.

Efter morgenmaden får vi dog købt en kuffert. Der er mange indkøb som skal hjem, og det er vores kufferter ikke store nok til. Vi finder et godt tilbud på en kuffert til 30$. Nu er der en chance for at vi får alt med hjem.

 

Ved 1-tiden kører jeg med Marcus over til en modeltogsudstilling lidt længere nede af International Drive. Desværre har de problemer med styringen, så der kører ikke nogle tog og udstillingen er lukket, men vi får at vide at de regner med at åbne ved 3-4-tiden.

Modelbanen ligger i samme bygning som et helikopterrundflyvningsfirma, så vi kigger lige på nogle starter og landinger inden vi begiver os hjem. På vej hjem får vi fotograferet Wonderworks huset som står på hovedet, samt Ripley’s believe it or Not museun som er skævt. Det ser nærmest ud som om det er på vej ned i jorden.

 

 

Da vi kommer tilbage til de andre går vi over i en souvenierforretning for at købe håndklæder til drengene samt nogle køleskabsmagneter.

 

Klokken er efterhånden blevet 4 så jeg kører med Marcus til Trainland modeltogsudstillingen. Anlægget er som sådan rigtig flot, der er mange flotte håndlavede broer og flotte miljøer, men efter noget tid finder man ud af at togene kører på hver sin rundstrækning, så der er ikke nogen variation i kørslen. Da vi har set nok af banen kører vi atter hjem til de andre.

 

 

Det var egentlig planen at vi skulle ud og spise aftensmad på Black Angus Steakhouse, men drengene er for trætte så vi ender med at køre til Burger King og KFC og så spise derhjemme. Derefter begyndte vi at pakke kufferterne, der bliver ikke så meget tid til at pakke dem i morgen.

 

 

Vejrudsigterne har truet med at det vil blive koldt de næste 2 dage. Det kan godt mærkes at de ikke tager helt fejl, det bliver koldt her til aften.         

 

Onsdag 2/1

 

Det er flot solskin men koldt da vi vågner næste morgen. Der er vel ca 5 grader, men det føles noget køligere pga den blæst der er.

 

Efter morgenmaden kører vi i Kennedy Space Center. Vi hører i radioen på vej derud at det er den koldeste dag i 5 år, så der er ikke noget at sige til at de lokale fryser.

 

Kennedy Space Center ligger på Merrit Island lige ude for Floridas østkyst. Det er her at alle USA’s bemandede opsendelser har fundet sted. Visitor Centre ligger lige ved indkørslen til selve rumcentret. Blæsten er kold da vi står i kø for at komme ind, men vi går direkte til en anden kø da vi er kommet ind, for at komme med de busser der kører rundt i rumcentret. Vi bliver kørt til 3 steder på turen rundt: En udsigtsplatform ved Affyringsramperne 39a og 39b, Apollo/Saturn udstillingen, og endelig udstillingen om den internationale rumstation. Der kører normalt busser fra besøgscentret hvert 15. minut, men vi kommer alligevel til at stå længe i kø, for de kører ikke helt planmæssigt denne morgen. Men endelig kommer vi med en bus som kører os ud til udsigtsplatformen ved affyringsramperne 39a og 39b. Det er herfra at rumfærgerne sendes ud i rummet. Rampe 39a var også den rampe som blev brugt til måneraketterne i 1968-1972. Efter måneprogrammet blev den så ombygget til rumfærgerne.

 

 

På vejen ud til udsigtsplatformen kørte vi lige forbi Vehicle Assemble Building som i sin tid blev bygget til at samle delene til Saturn 5 måneraketterne. Det er en af verdens største bygninger i volumen, beregnet til at have plads til 4 Saturn 5 raketter samtidigt. Den er 52 etager høj, og har verdens højeste døre for at raketterne kan komme ud. Af sikkerhedshensyn er samlehallen placeret 6 km fra affyringsrampen, så for at transportere rumskibene til affyringsrampen konstruerede man en transportør som er stor som en fodboldbane. Den kan transportere fartøjerne til rampen med en fart af 1 mile (1,6 km) i timen. Vi så en af Crawlerne som de kaldes lige i nærheden af udsigtstårnet – den er virkelig stor…

 

 

På rampe 39a stod rumfærgen Atlantis og ventede på at blive klart til affyring. Men det eneste vi kunne se af rumskibet var spidsen af den ekstra brændstoftank og spidsen af den ene boosterraket, resten var pakket ind i servicetårne. Det var egentlig meningen at Atlantis skulle have været opsendt inden vi kom til Florida. Senere blev den så udskudt til 2. Januar, så den dato håbede vi på holdt, så vi kunne se en opskydning ”live”. Men de havde stadig problemer med den ekstra brændstoftank så nu overvejede de om de skulle reparere tanken ude på affyringsrampen, eller køre til bage til Vehicle Assemble Building for at skifte tanken ud. Affyringsdatoen var nu rykket til tidligst 10. januar – surt.

 

Fra udsigtstårnet kunne vi også se over til Cape Canaveral. Herfra afsendtes de første bemandede rumflyvninger, og det er herfra at der i dag afsendes ubemandede raketter.

 

Da vi havde set nok tog vi næste bus til Apollo/Saturn udstillingen. Den er placeret lige ved siden af VIP tilskuerpladserne som bruges ved opskydninger. Det er tydeligt at NASA stadig er meget stolte over måneturene for 35-40 år siden, det virkede som om at det var her de havde brugt mest energi. Vi startede med at gå ind i et rum hvor vi så en film om starten på NASA’s rumprogram med Merury og Gemini turene. Endvidere omtaltes også  starten af Apollo-programmet bla den tragiske brand i Apollo 1 på startrampen der kostede 3 astronauter livet. Tobias var resten af dagen meget optaget af at fartøjet var brændt og de døde astronauter...

 

Derefter gik vi ind i næste rum hvor man havde genskabt den oprindelige affyringskontrol fra måneflyvningerne, bla med de oprindelige konsoller. Her blev en opsendelse vist, både med en film som kørte på 3 store skærme, samt ved at der blev tændt lys i de forskellige konsoller efterhånden som de blev nævnt. Da nedtællingen nåede til 0 kunne man se ildglimtet udenfor og ruderne rystede som de nok har gjort til en rigtig opsending. Det var utrolig flot lavet, drengene var helt optaget af det, det var vi andre også.

 

 

Herfra gik vi ind i næste rum, som var en hal hvor en af de oprindelige Saturn 5 raketter var udstillet, adskilt i de forskellige trin. Den er kæmpestor, vi tog da også lige det traditionelle billede af drengene foran dyserne på det første og største trin.

 

 

Da vi så nåede op til toppen kunne vi så se hvor lille Apollo rumskibet egentlig var. Desuden var der også udstillet et månelandingsfartøj ophængt under taget, samt en af månebilerne, som brugtes ved de sidste opsendelser til månen. Vi kunne også se ind i et månelandingsfartøj, der var ikke meget plads derinde.

 

 

I et rum ved siden af hallen var der også et Lunar Theatre hvor vi kunne se en månelanding, og hvordan det foregik, både med film og modeller som kom ned fra loftet eller op fra gulvet. Det var også lavet rigtig flot, drengene var også meget optaget af det. Endvidere var der også en souvenierforretning som vi skulle igennem for at komme ud til busserne.

 

Derfra kørte vi videre til udstillingen for den internationale rumstation ISS. Her samles og klargøres de moduler til rumstationen som skal op med rumfærgen. På en lukket balkon kunne vi se ned over hallen, men der var ikke nogle i gang derinde. I et tilstødende lokale var der en udstilling om rumstationer i almindelighed og ISS i særdeleshed, bla var der udstillet nogle mock-up’er af moduler fra ISS, men når nu man lige kom fra Apollo/Saturn udstillingen var det ikke helt så spændende.

 

Vi tog derfor hurtigt næste bus tilbage til Visitor Centre hvor vi kiggede på bla den rumfærge der er udstillet. Derefter gik vi ind i IMAX-biografen hvor vi stod i kø en halv time for at se en 45 minutters 3D-film om bygningen af ISS ude i rummet. Den var virkelig imponerende, flotte billeder og 3D-effekten var forrygende, vi følte næsten at vi kunne røre ved astronauterne i filmen. Derefter gik vi ud i Rocket Garden hvor de første raketter og rumskibe fra 60-erne var udstillet. De første af dem var ikke særligt store…

 

Vi sluttede vores besøg i Kennedy Space Center i souvenierforretningen hvor Tobias købte en model af hhv en rumfærge og en Saturn 5 raket. Marcus fik en NASA hue. Til allersidst var vi lige oppe i den udstillede rumfærge, inden vi kørte hjem igen, det var ved at være lukketid.

 

På vej hjem til hotellet kørte vi lige indenom Wal-Mart for at få printet de sidste billeder. Det sidste stykke ville Pia gerne køre i ”Fars fede øse”, så hun skulle lige de samme ting igennem som jeg selv med ikke at bruge venstre fod i en bil med automatgear, men da det lige var overstået syntes hun også at det var en dejlig bil at køre. Vi kørte indenom Black Angus Steakhouse hvor vi fik noget stinkende godt mad som afslutning på vores ferie.

 

Da vi kom hjem til hotellet pakkede vi det sidste, i morgen skal vi hjem.

 

Torsdag 3/1

 

Nu skal vi hjem, vi stod tidligt op for at få pakket det allersidste inden vi checker ud. Vi kører atter til Black Angus Steakhouse for at få morgenmad. Det har været nattefrost for første gang i 5 år. I nærheden af Orlando var det den koldeste nat siden 1978. Faktisk er nattefrosten tophistorien i nyhederne den morgen, bla ser vi en jordbæravler som har sprinklet sine marker. Så kunne islaget på bærrene isolere dem mod frosten. Et hotel vi kørte forbi havde dækket sine blomster med lagner for at beskytte dem mod frosten.

 

Vi kørte til Hertz for at aflevere ”Fars fede øse” (Snøft). Det har været en fornøjelse at køre i den, det bliver nok en lidt flad fornemmelse at sætte sig ind i Mazda’en i morgen. Afleveringen går nemt, og snart sidder vi i ind af de shuttlebusser som kører til lufthavnen hvert 5. minut, så vi er hurtigt og nemt fremme.

 

Ind i terminalen og chekke ind til flyene, vi har heldigvis god tid, for lige foran os står en familie på ca 10 personer som måtte pakke deres kufferter om da de ikke kunne få indskrevet 2 store plastikposer som bagage. Endelig bliver det vores tur, vores kufferter må veje 50 pund, den største vejer 49,2 pund, så det er lige til øllet. Desværre kan vi ikke få boarding pass til den sidste flyver fra Frankfurt til København, men det kan vi få udleveret i gaten i Frankfurt. Til gengæld skal vi ikke se bagagen igen før København.

 

Turen til Washington gik fint, det tager også kun 2 timer. I Washington går vi ned til gaten med det samme, der er en time til vores fly til Frankfurt letter, og de starter boarding en halv time før afgang. Vi når lige en sandwich inden vi stiger ind i flyveren, vi ved ikke hvad vi får at spise på flyturen.

 

Afgang fra Washington til tiden 6.00 pm lokal tid. Vi skruer urene frem til europæisk tid, det er midnat i Europa

 

Fredag 4/1

 

Ganske som på turen over får vi serveret noget mad efter afgang. Da der er ryddet op efter maden bliver lyset i kabinen dæmpet så vi kan sove. Begge drengene får en 3-4 timers søvn. Vi sover lidt mindre, jeg får en times uafbrudt søvn og sidder derefter 1½ time hvor jeg skiftevis sover lidt og er vågen. En times tid inden ankomst få vi udleveret lidt frugtsalat og et stykke banankage. Vi lander i Frankfurt kl 6.50, ca ½ time tidligere end planlagt.

 

 

Vi har god tid i Frankfurt, vores fly til København flyver først kl 9.50. Vi finder en restaurant hvor vi kan få noget morgenmad, det er skønt at få et rigtigt rundstykke igen, med rigtig ost i skiver og pålæg.

 

Derefter ned til gaten, på vejen får vi udleveret vore Boarding pass. Vi skal sidde i række 25 og 26 på 4 enkelte pladser på hver sin side af midtergangen – lidt surt. Vi bliver kørt i busser ud til flyet, heldigvis er vi heldige at vi alligevel kommer til at sidde samlet. Der er også andre familier der er blevet skilt, så kabinepersonalet gør en stor indsats for at få samlet familierne igen. Vi bliver lidt forsinket fra Frankfurt, der er meget bagage som skal læsses ind i flyet. Turen går nemt og vi lander i København kl 11.30 – tyve minutter forsinket. Det er den største forsinkelse vi har haft på hele turen.

 

Ned og hente bagagen, de er lige begyndt at køre den ind da vi kommer ned til båndet. De to første kufferter kommer hurtigt, og så kommer der ikke flere af vores 5 kufferter. Vi bliver stående til båndet stopper – hvor er vores kufferter så??

 

Over i bagageservice de får lige tjekket flyet en ekstra gang, men der er ikke noget bagage tilbage. Vi er ikke de eneste der mangler bagage der står ca 10 andre fra samme fly som os der også mangler kufferter. Så de er nok strandet i Frankfurt. Vi bliver beroliget med at kufferterne nok kommer med næste fly fra Frankfurt, så ved 15-tiden kan de sikkert sige noget.

 

Vi går derefter ud og finder en Taxi hjem. Efter 14 dage i Toyota’en er selv en Mercedestaxi lille…

 

Hjem og pakke ud og vaske tøj, selv med 3 manglende kufferter er der meget vasketøj. Vi ringer til SAS ved 15.30-tiden de ved stadig ikke noget. Ved 19-tiden prøver vi igen at ringe – stadig ikke noget nyt. Vi prøver også nogle gange på nettet, men stadig ikke noget spor af vores kufferter.

 

Lørdag 5/1

 

Tjekker med jævne mellemrum i løbet af dagen på nettet, men de har stadig ikke fundet vores kufferter. Første ved 21-tiden er der endelig godt nyt. Vores kufferter er fundet og kommet til Kastrup. Vi vil få dem bragt ud i morgen. Skøønt J

 

Søndag 6/1

 

Ringer til SAS for at høre hvornår vores kufferter kommer. Vi får at vide at de bringer bagage ud i postnummerorden så vi vil først få den mellem 17.00 og midnat.

 

Jeg kører derfor selv ud i lufthavnen for at hente dem, endelig får jeg dem, med 48 timers forsinkelse.

 

 

Flere billeder del 1                                                             Flere billeder del 2